Det ændrede mit liv. Det burde være obligatorisk for alle teenagere at blive sendt afsted som mig.
- Alexander
Min værtsfamilie var super god. Her var jeg virkelig en del af familien.
- Tina (Yungilla, Ecuador)
Jeg er så taknemmlig for alle de oplevelser jeg har fået - jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at udnytte mit sabbatår på.
- Louise

You are here

Grupperejse til Guatemala og Honduras - inkl. 7 dages rundtur i Guatemala

Informationsmøde

Turen starter 25. februar kl. 11, hvor der vil blive afholdt et informationsmøde, hvor I vil møde hinanden og blive forberedt på jeres tur. I vil blive introduceret til Nature Tours og Verdens Skove, og I vil se billeder fra og høre om Guatemala og Honduras, skolen og jeres projekt. Desuden vil I blive forberedt på kulturforskelle og sikkerhedsforanstaltninger, I vil få rejseråd om alt fra penge og pas til pakning af rygsæk - og I vil kunne stille alle de spørgsmål, I måtte have.

Herudover vil I få et introduktionskursus i brug af sociale medier såsom Facebook og blogs samt brug af billedprogrammet Flickr, da vi forventer I rapporterer fra jeres tur undervejs. De kommunikative værktøjer I får med jer, vil helt sikkert komme jer til gode i mange henseender.

Mødet forventes at vare 4-5 timer, og I vil naturligvis få tanket blodsukkeret op undervejs.

Obs: det er obligatorisk at deltage i informationsmødet for at kunne rejse ud.

Ankomst

Når I lander i Guatemala den 8. marts, vil du og de andre frivillige blive afhentet i lufthavnen og indkvarteret hos værtsfamilier i den smukke gamle by Antigua, der ligger ca. 45 min. kørsel fra lufthavnen i Guatemala City.

Her har I weekenden til at lære byen at kende og komme jer over jeres jetlag.

På sprogskole i Antigua

Mandag den 12. marts starter undervisningen på sprogskolen. Med mindre flere af jer er på samme spanskniveau og ønsker undervisning sammen, vil I få eneundervisning.

Frem til den 8. april vil I have base i Antigua, hvor I vil gå I skole mandag til fredag. Weekenderne er til fri afbenyttelse, men i jeres ophold er der inkluderet en 3-dages tur til den smukke kratersø Atitlan & Chichi (inkl. transport, overnatninger, morgenmad og bådtur) samt en vandretur ved Pacaya-vulkanen.

Jeres tid i Antigua falder over Semana Santa, så I kan se frem til en uforglemmelig påske 2012! Antigua er nemlig dét bedste sted i hele Mellemamerika at opleve påsken. Hver søndag i fasten og i hele påskeugen er der optog med helgenbilleder, musik og røgelse. Byen er fyldt til bristepunktet med turister fra hele Mellemamerika, og gader og stræder er dekorerede med tæpper af alt lige fra savsmuld til blomster. I får muligheden for at opleve en hel særlig begivenhed, der er af stor betydning for befolkningen i Guatemala - og den vil helt sikkert også sætte spor hos jer.

Lørdag den 5. november, vil I blive kørt til busstationen i Guatemala City, hvorfra I tager en bus til Petén. Turen tager ca. 8 timer, og I aftaler med vores samarbejdspartner, om I vil tage en natbus eller bussen i dagstimerne. I ankommer til byen Santa Elena, hvorfra I tager en bus eller en taxa til landsbyen San Andres, hvor projektet ligger.

Rundrejse

Fra den 8. - 14. april skal I opleve Guatemalas fantastiske natur og kulturhistorie. I vil blandt andet opleve det mægtige Tikal, nationalparkerne Semuc Champey og Candelaria Caves samt områderne ved Rio Dulce og Copán i både Guatemala og Hinduras. Her kan du læse hele programmet for rundrejsen.

På projektet RECOTURH

Fra lørdag den 14. april til lørdag den 12. maj arbejder I på projektet RECOTURH. Her indlogeres I også hos lokale værtsfamilier og/eller i gæstehuse.

I vil kunne komme til at arbejde forskellige steder i området alt efter, hvor der er brug for jer. Derfor kan det også være, at I kommer til at bo hos forskellige familier.

Afrejse og hjemkomst

Søndag den 13. maj foretager I rejsen tilbage fra La Ceiba til San Pedro Sula med bus. Denne tur tager ca. 3½ time. Fra busstationen skal I tage en taxa til hotellet Metrotel.

Mandag den 14. maj afgår jeres fly fra San Pedro Sula, og I lander i Danmark den 15. maj, medmindre I har bestilt jeres hjemrejsedato til senere. I er meget velkomne til at forlænge jeres tur og rejse videre rundt i Guatemala eller andre lande efter endt ophold med Nature Tours. Læs om hvordan du kan gøre dette under "Bestil en flybillet" nederst på siden.

Torsdag den 24. maj vil I deltage i et hjemkomstmøde enten i Århus eller København, hvor vi sammen kan evaluere turen og tale om andre muligheder for at deltage i Verdens Skoves frivillige arbejde. Hvis en eller flere ønsker at rejse videre efter deres ophold med Nature Tours, finder vi i fælleskab en ny dato for mødet.

Obs: det er obligatorisk at deltage i hjemkomstmødet.

Samlet pris: 19.506 pr. person

Obs: turen gennemføres som udgangspunkt ved min. fire tilmeldte. Hvis der ved tilmeldingsfristen ikke er fire tilmeldte, vil Nature Tours vurdere, om turen alligevel kan gennemføres, i tilfælde af at de 1-3 tilmeldte ønsker dette.

Turen inkluderer

  • Informationsmøde enten i København eller Århus
  • Afhentning i lufthavn i Guatemala City og transport til værtsfamilie i Antigua
  • Fire ugers eneundervisning i spansk (4 timer dagligt, mandag til fredag)
  • Kost og logi hos værtsfamilier i de dage I går på skole og er på projektet
  • 3-dages tur til Lake Atitlan & Chichi samt dagstur til Pacaya-vulkanen
  • 7 dages rundrejse i Guatemala inkl. transport, logi og morgenmad alle dage
  • Gouda rejseforsikring fra den 12. marts til 14. maj (kan udvides ved merbetaling)
  • Hjemkomstmøde
  • Medlemskab af Verdens Skove

Turen inkluderer ikke

  • Fly tur/retur til Guatemala/Honduras
  • Transport i Danmark
  • Lokal transport i Guatemala og Honduras (for undtagelser - se ovenfor)
  • Afrejseskatter
  • Måltider der ikke indtages under skole- eller projektophold
  • Afbestillingsforsikring (kan tilkøbes)
  • Vaccinationer
  • Lommepenge
  • Logi efter den 13. maj

Hvad skal DU gøre?

Obs: det er vigtigt at understrege, at denne tur ikke er en komplet pakkerejse. Du/I vil selv indimellem komme til at stå for at arrangere din/jeres lokale transport. Dette er dog meget nemt at arrangere, og vi vil naturligvis kunne råde jer på forhånd - og når I først er i Guatemala/Honduras, vil I altid kunne bede vores samarbejdspartner om hjælp.

A loader placeholder