Havskildpadden og jordskælvene

Jeg har været uden for lands lov og ret – ingen internet, ingen signal på telefonen, bare mig, havet…og skildpadden!

2 gange. Så mange gange skal jeg sove før jeg vender næsen mod Danmark. Jeg har haft nogle vidunderlige oplevelser på min rejse i Mellemamerika. Men nu skal I høre om Costa Rica.

I det frodige land med et vildt dyreliv, fandt jeg vej til to skildpaddeprojekter på hver sin side af landet + et tredje projekt i det nordlige. Det er her jeg befinder mig nu, men inden jeg kommer hertil, MÅ jeg fortælle om mig og skildpadden!

Skildpadden nær San Josecito

Tæt på Playa San Josecito er blev jeg indkvarteret med et amerikansk par, som var tilknyttet projektet i to måneder. Vores job var blandt andet at patruljere langs stranden om natten (hold 1: kl. 20.30-23.30, hold 2: kl. 02.00-05.00. Og på nat nummer to skete det så!

Jeg var på klokken to-holdet, men kl. 23 blev jeg vækket med ”vi har fundet en skildpadde – vil du se den?”. Og det tror jeg nok gerne, jeg ville. Så jeg sprang i tøjet, ud i regnen og gik i bælgravende mørke ned til de andre. De var i fuld gang med at måle skildpadden, og jeg var betaget af at se en skildpadde i levende live, der endda var ved at lægge æg. Helt fantastisk at se!

Fordi det regnede så meget, blev æggene samlet ind idet de blev lagt – normalt får hun lov til at lægge dem før de bliver samlet ind. Jeg fulgte hende godt på vej ud igen, og efter at have sagt farvel til hende ved det sorte hav (som om dagen er helt blåt og skønt), gik vi op til det sted, hvor æggene bliver gravet ned og passet på.

Men tænk sig, at jeg – lille mig fra Danmark – har været med til at sikre 68 æg fra at blive stjålet og blive solgt videre på markedet. Okay, her i området er tyveri af skildpaddeæg ikke nær så udbredt som andre steder – for eksempel ved Moín, som var næste projektbesøg - men jeg føler alligevel der bliver gjort et godt stykke arbejde for at redde de så sjældne dyr.

Om dagen sørgede vi for at stranden ikke er fyldt med store stykker træ og lignende, som skildpadderne kan gå ind i (de kan nemlig ikke bakke, skal jeg sige, så det er ret vigtigt, at der er fri bane).

Men der er stadig god tid til at opleve området omkring. Vi gik for eksempel langs stranden til Rio Claro – et skønt sted, hvor floden møder stranden og vandet er klart og køligt. Jeg gik en tur til Playa San Josecito, hvor jeg så de flotteste papegøjer i alle farver; tænk sig at de bare flyver frit rundt her. Ellers er der tid til at læse bøger eller tage en lur i hængekøjen…man bliver nemlig rigeligt træt og søvnig, når man skal op på mærkelige tidspunkter og gå 10 kilometer i mørket. Men så længe der er mulighed for at se skildpadde, er det bestemt hele turen værd!

Uvejr – ville jeg nå Moín?

Søndag skulle jeg ud på den Caribiske side af Costa Rica – ud til Moín tæt på Limón. Så jeg drog af sted med alt min habengut i regnvejr, og jeg var i god tid, for jeg ville jo så nødigt misse min båd tilbage til Drake, hvor en jeep ville holde og køre mig til lufthavnen.

Selvfølgelig var båden forsinket, så allerede før jeg var kommet rigtigt af sted, var min bagage og jeg selv blevet lidt gennemblødt. Men det skule vise sig at blive meget værre. Regnen tog til, og heldigvis nåede jeg i land før det blev til storm. Turen op til lufthavnen gik forholdsvist smertefrit – lige indtil vi nåede floden. Her var vandstanden steget så meget, at jeg måtte gå over med min bagage og over i en anden bil. Ja ja, sådan er det her, det kan ikke nytte noget at være bange for at blive taget med af strømmen.

Regnen var stadig vild og voldsom, da jeg kom til ”lufthavnen” (udendørs bænke og et plastikbord som check-in), og de kunne ikke sige, om flyet overhovedet ville komme. ØV, tænkte jeg, for så ville jeg måske ikke kunne når ud til projektet Moín.

Men flyet kom og jeg landede sikkert i San José, hvorefter jeg blev hentet af vores partner, som tog med mig ud til det andet skildpaddeprojekt.

Jeg nåede det - til tico time!

Moín-projektet fungerer både som skildpaddeprojekt og som reservat for dyr, der er kommet til skade og er blevet fundet. Her er patruljeringen noget helt andet end ved San Josecito. Stranden der skal patruljeres er meget større, og det er desværre stadig store problemer med de lokaler, som kan tjene mange penge på at sælge skildpadder og deres æg. Men det går fremad med arbejdet for at bevare skildpadderne og gøre de lokale opmærksomme på, at de er tilstede på strandene og at der er bedre levevej end salg af truede dyr.

Jeg tror de frivillige her gør et stort og godt stykke arbejde for alle dyrene, og samtidig havde de ca. 30 frivillige et kanon fællesskab.

Heliconias’ jordskælv

I dag er jeg taget videre fra Moín til det nordlige Costa Rica – vores projekt i Heliconias.

Mit besøg startede med et kæmpe jordskælv, der i bogstaveligste forstand slog revner i gulvet i fællesstuen…så er stilen ligesom lagt. Stedet ligger lige op ad regnskoven, og det er også her de frivillige bruger meget af deres tid. Jordskælvene kommer fra de nærliggende vulkaner og det er ikke sjældent at der kommer jordskælv – det har jeg også erfaret efter nogle timer her. Det er alt sammen en oplevelse – også at stå inde i regnskoven mens det hele ryster lidt.

Heliconias Lodge ligger i fortrinlige omgivelser, og man kan ikke andet end at blive forelsket i stedet. Der er forskellige stier, man kan udforske – blandt andet en 2,2 kilometer land sti med tre hængebroer, som de frivillige sammen med de lokale har været med til at opføre og nu er med til at vedligeholde for de turister, der kommer her.

Det var så det – for denne gang

I morgen tidlig går turen desværre allerede tilbage til San José, hvor jeg skal tilbringe min sidste nat hos den værtsfamilie, jeg boede hos den første nat i Costa Rica.

Så snart er mit latinamerikanske eventyr forbi for denne gang.

Jeg så ikke Tarzan, men jeg kan sagtens se ham for mig når jeg står i regnskoven. Jeg så alle de dyr, jeg skrev om – aber, skildpadder, papegøjer, edderkopper, mystiske insekter…og jeg fik plantet en smule nyt liv.

Jeg tror virkelig meget på, at alle de frivilliges arbejde gør en forskel i arbejdet på at bevare verdens skove og sjældne dyr. Hvad enten det er for to uger eller tre måneder, så vil man med sikkerhed komme hjem med mange oplevelser og følelsen af, at have udrettet noget godt for andre – og for sig selv.

Jeg håber, jeg har været med til at inspirere jer til at gribe chancen og rejse ud, hvor jeres tid og engagement kan gøre en forskel. Ud hvor fantastiske eventyr bare venter på at blive oplevet!