Eventyr i Nicaragua

Så landede jeg i Nacaragua – en flot indflyvning, hvor vulkaner, laguner og grønne skove indtog det ridsede vindue i det lille fly.

Min rygsæk havde desværre ikke tænkt sig at dukke op, og jeg var så ærgerlig over ikke at have fuldt fars evige råd om at tage ekstra tøj og en tandbørste med i håndbagagen. Da jeg langt om længe havde snakket med en fyr fra luftfartsselskabet (som sagde, at tasken ville komme samme aften eller følgende morgen), så jeg alligevel et lys for mig – så skulle jeg da kun lige undvære alle mine ting én nat.

Laguna de Apoyo

Da jeg ankom til Laguna de Apoyo hen på eftermiddagen blev jeg mødt af en kæmpe lagune omringet af regnskov – så smukt! Jeg fik mit værelse og gik en tur op ad vejen – op til hvad der senere skulle vise sig at være ”mobil-modtager-stedet”…det eneste sted i nærheden, hvor der var en smule dækning på mobilen. Da jeg satte mig og kiggede ud over vandet, blev der pludselig rusket voldsomt i træerne. Min første tanke var, at det da godt nok var en meget gal, meget stor fugl, der kunne lave sådan en larm. Men da jeg kiggede nærmere, var træerne fulde af aber! Tænk sig, at jeg sad ude i det fri og kunne kigge på aber, der svingede sig fra gren til gren – fantastisk oplevelse.

En lille forskel – og så alligevel stor betydning

Næste morgen tog jeg med nogle af de frivillige ud og genplantede træer. De liver sat i jorden som frø på stationen (hvor de frivillige holder til), og når de er store nok, bliver de plantet ude i skoven. Det tog ikke lang tid for os at sætte de ca. 20 træer i jorden, men det var en god følelse af, at vi den dag havde gjort en lille forskel i kampen om at bevare og formere de træer, der er vigtige for skoven og ikke for mennesket.

Om eftermiddagen gik turen til den nærliggende større by Masaya, hvor jeg fik købt min ’surviver-pakke’ eftersom flyselskabet ikke reagerede på telefonen, og tilsyneladende ikke havde tænkt sig at gøre det! Så ind på apoteket og købe basispakken til toilettasken og ind i butikken på hjørnet og købe lidt tøj. Byen har alt, hvad man har brug for, så vi fik købt, hvad vi manglede og fik også hurtigt tjekket vores mail.

Turen tilbage foregik med den lokale bus – en vældig fin tur med høj musik og disko-lys over forruden – og så er det jo helt vildt, at man kan køre i bus 45 min. og betale under 50 amerikanske cent!

Maleta, maleta!

Efter en nat med tropisk regn hele natten, blev jeg vækket af en gøende hund og en mand, der råbte. Det eneste jeg fangede var ’maleta’, og jeg blev selvfølgelig helt glad, da jeg så den ældre mand stå med min rygsæk kl. 6 om morgenen. Yes mand, så skulle jeg ikke til at forklare dem i lufthavnen, at de skulle beholde min rygsæk i lufthavnen i Managua eller sende den videre til San José i Costa Rica, hvis ikke den nåede frem før mandag, hvor jeg igen ville være i lufthavnen (lang historie for ingenting). Selvom beskyttelsesposen omkring rygsækken var ret medtaget (for ikke at sige helt ødelagt), var det alligevel et glædeligt gensyn med de hvide poser, der indeholdte alt mit vakuumpakket tøj!

4 timer senere kom min taxachauffør, som jeg havde kørt med derned, og hilste pænt med et ’buenas dias Sisi’. Nu var jeg på vej til San Carlos – den indenrigs lufthavn i Managua er så lille, at det er utroligt, de kan sende folk ud herfra. Men det er hvad man skal bruge – to bikse med snacks og drikkevarer og en gate. Boardingpasset er et skilt på størrelse med en halv A4-side…ja så bliver det da i hvert fald ikke lige sådan væk! Musikken spillede på fulde drøn fra baren og i den anden ende (ca. 4 meter derfra) kørte TV’et også på fulde drøn, så der var et leben uden lige.

El Castillo

Fra San Carlos gik turen ad Río San Juan til El Castillo, som er et af de store samfund ved floden. En 3 timer lang tur, der igen bød på meget smuk natur og en lille indsigt i, hvordan folk i denne del af verden også lever; træhuse lige ned til – eller i – floden, og en livsstil, der umiddelbart udstråler den berømte afslappethed og mañana-mentalitet.

El Castillo bød mig velkommen med lys i mørket, og jeg blev budt velkommen hos en meget sød familie.

Søndag, dagen efter min ankomst, fik jeg en rundtur på en gård. Det var sjovt at se, hvordan man holder dyr og se hvilke afgrøder der er. Tænk sig at have nærmest alle slagt frugter i sin baghave – ananas, bananer, appelsiner, kokosnødder og mindst fire andre slags frugter, som vi ikke umiddelbart har hjemme. Og de kan selvfølgelig ikke forstå, at vi skal købe alle de her frugter i dyre domme.

Af dyr havde de svin, heste, køer, geder, høns, en abe, hunde og en kat…her kunne jeg heldigvis sige, at vi har de samme dyr i Danmark (ja, lige bortset fra aben måske...), og dermed var jeg måske slet ikke fra en så fremmed planet, som de troede efter snakken om frugter.

Tilbage i El Castillo fik jeg en rundtur i den meget hyggelige by. De er ved at udvikle turismen i området, og derfor er der også informationsskilte på engelsk samt et par engelsktalende guider – hvis ikke man kan det spanske. Byen er kendt for dets fort, og i den forbindelse har de lavet et fint lille museum, der fortæller historien om det. Og så er der en helt vidunderlig udsigt deroppefra.

Byen er helt klart et sted, hvor man også som turist kan nyde nogle afslappede dage. Som frivillig er der også gode muligheder, hvis man interesserer sig for turisme, oversættelse, undervisning eller har grønne fingre.

Om eftermiddagen så jeg kvinderne spille fodbold på en helt umulig bane. Ikke blot fordi det der skulle have været græs ikke var levet slået, men også fordi en tredjedel af banen var en mudderpøl - og så var det nu heller ikke nemt at spille med kondisko på kunne jeg se. Jeg blev tilbudt at være med, men jeg synes nu ikke jeg ville gøre mig til grin på højrebakken. Der var mange mennesker på sidelinjen (som ikke eksisterede), og noget tyder på, at byen bakker op om sådanne arrangementer, og gerne vil bruge søndagen i selskab med venner og naboer. Men sådan tror jeg det er her.

Retur til Managua

Desværre går tiden alt for hurtigt, og jeg ville gerne have blevet længere. Men jeg skal videre på eventyr, så jeg tog retur til San Carlos i morges for at tage det meget lille fly til Managua. Fik jeg sagt, at lufthavnen i San Carlos er et hus med stole og en disk, og at landingsbanen er en pænt ujævn grusvej, som – efter min mening – slet slet egner sig til landingsbane. Men det går jo altid, og i luften kom vi. Propperne i ørene har jeg stadigvæk her tre timer senere, så jeg kan knap høre, hvad folk siger.

Men Nicaragua kan helt klart anbefales til naturelskere, og priserne er bestemt til at overskue (4 $ for tre timer i båden – dét kan man vist ikke synes er dyrt!). Fol her er venlige og vil meget gerne hjælpe og høre om, hvem vi er og hvordan det er i det lille land så langt væk, at man bliver nødt til at snakke antal timer i et fly for at de helt forstår, hvor det ligger.

I morgen kalder Costa Rica – min sidste destination før jeg vender snuen hjemad. Men først skal jeg fylde oplevelses-tasken endnu mere op, så jeg kan komme hjem og give alle mine råd og oplevelser videre.

Hasta luego!